Blog

Hvis du vil høre mere om hvad jeg tænker...

Kom og se min have (/palme)

I dag udgiver jeg med glæde singlen "Kom og se min have". Jeg lader op til endnu en Seamoon-udgivelse af 3 numre, hvoraf resten kommer i juni.

Bekendelse: Jeg har ikke en have. Men jeg husker da ordene først kom til mig, hvor jeg delte en have med andre. Ud af vinduet stod en kæmpe syren og blomstrede.

Men indenfor stod der en krukke jord og surmulede i vindueskarmen. Jeg havde ellers gjort mit bedste for at dyrke min egen dadelpalme. YouTube fortalte hvordan man gjorde, og jeg fulgte rimelig nøje instrukserne: Skyld stenene, lad dem tørre, pak dem ind i fugtig køkkenrulle og læg dem i en plastikpose et varmt sted med skygge (altså oven på mit køkkenskab). Hold øje med at de ikke rådner. Hvis de gør, så skyld dem igen.

"Tålmodighed, Simon; tålmodighed…." - lige indtil den slap op, og der ikke skete, hvad min palme-tutorial ellers fortalte mig skulle ske. Men i stedet for at give helt op, lagde jeg mine tre "frø" i en potte med jord og anbragte den i min sydvendte vindueskarm. Og ventede.

Og ventede. Nok i 2 måneders tid stod der en kedelig krukke med jord og grinede hånligt af mig. Fjollet, ja latterligt, at have en bunke jord liggende i sin vindueskarm, endda så længe!

Så til sidst gav jeg op, tog krukken med udenfor for at smide den i kompostbunken. Men inden da, måtte jeg lige se om stenene lå dernede endnu, eller om de bare var rådnet væk. Jeg stak en finger i jorden og gravede efter første sten. Dér var den, og med pincetgreb tog jeg fat og "knæk" … !!!

"Det er bare løgn! Jeg har lige rykket stenen fra sin nyslåede rod!" tænkte jeg.

Nå, hold hovedet koldt. Der er to tilbage. Den første hev jeg forsigtigt i, uden at den gjorde modtand. Suk - én tilbage.

Forsigtigt gravede jeg efter den, fandt den og hev forsigtigt i den. Den gav modstand! Hurtigt dækkede jeg den til med jord igen og satte den tilbage på sin hædersplads i vindueskarmen.

Og behøver jeg at sige mere? Bare se billedet. Ventetid er ikke spildtid, for der sker ting og sager i det skjulte.

God fornøjelse!

https://simonpedersen.lnk.to/komogseminhave


Seamoon EP1 (og første blog-opslag!)

Hej med jer.

Typisk — når jeg endelig skal sige noget, er jeg først lidt tom for ord. Men intentionen er en form for "tadaa!" for mit officielle musiker-liv! Jo, jeg har været i gang længe, men det er alligevel et tydeligt skift for mig.

Og til dem af jer som læser dette, og ikke aner hvem jeg er, må jeg hellere introducere mig selv: Navnet er Simon Jensby Pedersen. Jeg er gift med Maj og sammen har vi vores lille Iben. I juni 2025 færdiguddannede jeg mig fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og er nu, ved siden af mit arbejde på Mariager Højskole, officelt selvstændig musiker — med CVR-nummer, hjemmeside og det hele!

Noget andet nyt: Jeg er i gang med at udgive ny musik! Sidst i september udkom den første single "Hører du min sang?", som startskuddet for et nyt projekt jeg kalder Seamoon. Den 10. oktober udkommer første EP online med 3 numre, hvoraf jeg har Maria á Lakjuni med på nummeret "Tør du tro at det går godt?". Hun synger SÅ godt!

Lidt om projektet:

Indersiden. Mennesket bag facaden, som vi alle er nødsaget til at se i øjnene før eller siden. Til tider er det vores største udfordring at udtrykke hvad vi ser.

Med sit nye udgivelsesprojekt Seamoon, giver Simon Pedersen plads til ærlige udtalelser og udtryksfulde billeder. Musikken er ekspressiv, gennemkomponeret og eksperimenterende, skabt og udført af Simon selv i sammenspil med Magnus Sjabon (bas) og Tobias Meyer Granum (trommer) samt producer Benjamin Djurhuus.

Projektets første tre numre kan høres på Seamoon EP1 på samtlige streamingtjenester. Kan du lide hvad du hører, er det muligt at opleve en intimkoncert med Simon til foråret og støtte kommende udgivelser. Læs mere her.


Så, jeg håber du vil følge med i dét og noget af alt det andet som jeg foretager mig. Måske vi ses til koncerterne med Simon Pedersen Kvartet?

Husk at tilmelde dig nyhedsmailen nedenfor, hvis du vil have en besked, når jeg har nyt at fortælle.

Allervenligst,

Vil du informeres,  når jeg har nyt at fortælle?

Skriv dig op til min nyhedsmail. 

Så sender jeg opdateringer når der er nyt at fortælle – og kun dér, bare rolig.